VANDREALBATROS

Verdens bedste svæveflyver

Hvad vejer den? Seks til 12 kilo.

Hvor mange æg lægger hunnen? Ét ad gangen.

Hvor gammel bliver den? 50 til 80 år.

Halvvejs til Månen

Vandrealbatrossen er den fugl i verden, der har det største vingefang. Fra vingespids til vingespids kan den måle op til tre meter og 60 centimeter – det er dobbelt så langt, som der er fra fingerspids til fingerspids på en voksen mand, når han breder armene ud.

Vandrealbatrossen tilbringer det meste af sit liv til havs. Med sine enorme vinger kan den svæve dagen lang stort set uden at slå med vingerne og bruge kræfter. På et år kan vandrealbatrossen svæve, hvad der svarer til fire en halv gang rundt om jorden.

Det kan godt være, at vandrealbatrossen er elegant i luften, men når den skal lette fra land, er den noget af det mest klodsede. For at kunne få luft under vingerne bliver den nødt til at løbe sig i fart, og med sine svømmefødder er det ikke nogen nem opgave.

De danser

Vandrealbatrosserne mødes på bestemte øer rundt om Sydpolen for at parre sig og få unger. Når en vandrealbatros vil finde sig en mage, går den ud og danser. Hunnen byder hannen op til dans, og i lang tid kan et dansepar stå og lave opvisning for hinanden. De spreder vingerne, svinger hovedet fra side til side og udstøder høje trut. Kun hvis hunnen er tilfreds med hannens dans, får han lov til at parre sig med hende.

Ungen bliver fodret af forældrene med en slags tyk olie, som de laver af de fisk og blæksprutter, de fanger på havet. Unger er ni måneder om at blive store nok til at flyve.

Trusler

Der bliver færre og færre vandrealbatrosser. Det skyldes nok, at fuglene uheldigvis bliver fanget af fiskere, der fisker med langline. Langliner har mange kroge på, og når albatrossen lander på vandet, kan den blive fanget.