TIGER

Verdens største kat

Hvad vejer den? Hunnen vejer 75 til 165 kilo, hannen 100 til 306 kilo.

Hvor meget vejer ungerne, når de bliver født? 800 gram til 1.600 gram.

Hvor længe lever den? Op til 26 år.

Stærkt rovdyr

Tigeren lever i Asien, fra den svedende tropiske jungle til de sneklædte sibiriske nåleskove. Den sibiriske tiger, som er en af de seks underarter (racer) af tigeren, er den største kat i verden. Den kan veje over 300 kilo.

Tigeren er et ufattelig stærkt rovdyr. Den lever især af mellemstore byttedyr som hjorte, antiloper, vildsvin og tapirer. Men den kan også dræbe dyr, som vejer fire til fem gange mere end den selv såsom vandbøfler og vildokser på et tons og unger af næsehorn og elefant. Selv rovdyr som bjørne, leoparder og krokodiller kan være på tigerens spisekort. Den sibiriske tiger kan desuden opsnuse bjørne, der ligger i vinterhi, for at æde dem.

Tigeren har de længste hjørnetænder af alle katte og har et effektivt dræberbid. Men det er langt fra altid, at den får fat på sit bytte. Fordi den er så muskuløs og tung, kan den ikke løbe hurtigt særlig længe, og det er kun omkring hver tiende gang en tiger jager, at den får bid.

 

Kæmpe territorier

Tigeren lever og jager alene og kan have et enormt territorium – nogle tigre har et leveområde, der er større end Fyn. I sin søgen efter byttedyr kan en tiger hver dag gå op til 60 kilometer. Det svarer til at gå fra København til Roskilde og tilbage igen.

Trusler

Tigeren er meget truet. Tre ud af de oprindelige ni tigerracer blev helt udryddet i 1900-tallet. Den sydkinesiske tiger er der kun omkring 20 til 30 stykker tilbage af i naturen, og den sibiriske tiger cirka 300 til 400. Tigre bliver jaget for deres skind, og fordi man bruger forskellige dele af dem til naturmedicin i Asien. Mange tigre bliver også dræbt, fordi de tager husdyr. Endelig er det et stort problem, at tigerens leveområder forsvinder.