STINKDYR

Den levende stinkbombe

Hvad vejer det? Halvandet til fem kilo.

Hvad æder det? Mest insekter såsom græshopper, biller og larver, men også frugt, fugleunger, fugleæg og mus.

Hvor mange unger får det? To til 10 per kuld.

Forsvarer sig med stinkpistol

Nordamerikas stinkdyr er ikke større end en kat, men det kan klare sig mod selv en grizzlybjørn eller en ulv. Det forsvarer sig ved at oversprøjte fjender med en væske, der stinker af rådne æg. Stinkvæsken er så kraftig, at man kan lugte et stinkdyr på to kilometers afstand. Hvis et rovdyr får noget af væsken i øjnene, kan det blive blændet i et stykke tid.

Stinkdyret sprøjter med en kirtel, der sidder lige under halen. Som om kirtlen var en vandpistol, kan stinkdyret indstille, om der skal komme en støvsky eller en stråle ud. Det kan skyde op til seks meter.

Når et stinkdyr møder et rovdyr, stamper det først advarende i jorden. Hvis det ikke er nok, rejser det sig op på forbenene og peger halen i retning af rovdyret. De fleste rovdyr ved godt, at man skal have respekt for stinkdyret.

Hunnerne sover i bunker om vinteren

Nogle stinkdyr lever i det nordlige Nordamerika, hvor vintrene er kolde og snefulde. Her kan stinkdyrene som bjørne gå i hi i en hule og lægge sig til at sove fem måneder i træk. Hunnerne lægger sig sammen i en stor bunke for bedre at kunne holde varmen – man har fundet op til 19 sovende hunner sammen. Hannerne sover aldrig sammen med andre hanner, men kan godt finde på at blande sig med hunnerne.

Trusler

Stinkdyret er ikke truet som sådan, men tidligere har man betragtet det som et skadedyr, og mange er blevet slået ihjel med gift og fælder. Stinkdyret er også blevet jaget for sin pels.