SNELEOPARD

Katten på verdens højeste bjerge

Hvad vejer den? Op til 75 kilo.

Hvor lever den? I Himalayabjergene og det centrale Asien, blandt andet i Kina, Indien, Nepal, Mongoliet og Afghanistan.

Hvad spiser den? Bjerggeder og murmeldyr, men også yakokser, kameler, vilde æsler og heste.

Næsen bliver pakket varmt ind

Sneleoparden lever i verdens højeste bjerge, Himalayabjergene i Asien, i op til 6.000 meters højde. Deroppe er der bidende koldt, og derfor har sneleoparden en meget kraftig pels. Også den lange hale har tyk pels, og når sneleoparden sover, kan den vikle halen rundt om sig, så den nøgne næse bliver pakket varmt ind.

Den smidige sneleopard er en af verdens dygtigste bjergbestigere. Den kan springe 15 meter langt, og den kan klatre op og ned ad næsten lodrette klippesider. Dens fødder er ekstra brede – de giver både et sikkert greb på klipperne og fungerer som snesko, så den ikke synker ned i sne. Sneleopardens blege pels med sorte pletter får den til at blive næsten usynlig blandt klipper og sne, når den sniger sig ind på et byttedyr.

Lever alene

Til hverdag lever hannen og hunnen hver for sig. Kun når de skal parre sig, følges de ad i et par dage. Når hunnen skal føde, flytter hun ind i en hule. Hun forer hulen med sin pels, for at ungerne skal ligge varmt og blødt. Der er normalt to til tre killinger i et kuld, og de er blinde og hjælpeløse ved fødslen. Men allerede når de er tre måneder gamle, begynder moren at tage dem med på jagt. Efter to vintre er de store nok til at klare sig selv i de barske, øde bjerge.

Trusler

Sneleoparden regnes for sårbar, fordi den er så sjælden. Tidligere blev den jaget for sin pels, som man brugte til damefrakker, men det er nu forbudt. Den bliver dog stadig jaget for sine knogler, der sælges i Kina som naturmedicin.