ORANGUTANG

Det røde skovmenneske 

Hvor høj er den? Op til 140 centimeter.

Hvor længe er hunnen drægtig? Otte til ni måneder.

Hvad spiser den? Frugt, blade, blomster, honning og insekter.

Skovmennesket

Orangutangen lever i junglen på to øer i Sydøstasien: Sumatra og Borneo. Hver ø har sin særlige art af orangutang. På det indfødte sprog betyder orangutang ‘skovmenneske’, og det er meget passende, for orangutangen er en menneskeabe ligesom chimpansen og gorillaen. Hannen kan veje op til 90 kilo, lige så meget som en voksen mand.

Orangutangen lever højt oppe i træerne. Selv parringen foregår højt til vejrs, og hannen og hunnen kan hænge og dingle i armene under en gren, mens de parrer sig. Orangutangens arme er dobbelt så lange som dens ben. Den kan godt gå på bagbenene på jorden, men den er skabt til armgang og klatring.

Fordi orangutangen er så tung, springer den ikke rundt mellem træerne som andre aber – den risikerer nemlig, at grenene knækker. I stedet kan den sætte sig i toppen af et mindre, fleksibelt træ og gynge frem og tilbage, til træet bøjer helt over til det næste træ.

God til at bruge redskaber

Orangutangen er et meget intelligent dyr, og den er dygtig til at bruge redskaber og andre smarte opfindelser. Ud af blade og grene kan den både konstruere en parasol, hvis solen bager for varmt, og en paraply, når troperegnen står ned i stænger. Når den har spist en saftig frugt, kan den røde abe bruge et blad som serviet til at tørre sig om munden. Den bruger også spisepinde. Med pindene kan den fiske insekter ud af deres rede eller honning ud af et bistade.

Trusler

Orangutangen er meget truet. Det skyldes især, at dens regnskove fældes. Et andet alvorligt problem er, at ungerne bliver fanget for at blive solgt (ofte bliver moren skudt, når man fanger en unge).