LEMUR

Hunnen bestemmer

Hvad vejer den? Op til tre et halvt kilo.

Hvor lever den? I de tørre skove i det sydlige Madagaskar.

Hvad æder den? Mest frugt, men også blade, blomster og bark.

Madagaskars halvaber

Lemuren lever kun naturligt på øen Madagaskar. Lemurer er halvaber, som betyder, at de er de nærmeste slægtninge til de ægte aber. Der findes omkring 100 arter af lemurer. De mindste arter er ikke større end mus, mens den største, indrien, vejer op til 10 kilo.

Den mest berømte af lemurerne er kattaen med sin stribede hale og sorte banditmaske. Normalt lever lemurer oppe i træerne og kommer kun sjældent ned, men kattaen bruger meget af tiden på jorden. Her kan man se store flokke komme gående med halerne i vejret som antenner.

Hunnerne bestemmer

Hos kattaen er det hunnerne, der bestemmer. Det er hunnerne, der får den bedste mad, og de får også lov til at sidde de bedste steder. Hvis en han sidder et godt sted, kan en hun finde på at smide ham væk. Det er hunnerne, der bestemmer, hvor gruppen skal gå hen, og de sørger også for at forsvare flokken og slås mod fremmede kattaer.

Hannerne er i det hele taget ikke meget for det med at slås. Så når de skal afgøre, hvem der skal have lov til at parre sig med hunnerne, slås de med stinkbomber i stedet. På håndleddet har de nogle kirtler, der udskiller en kraftigt lugtende væske, og den smører de halen ind i. Når de slås, vifter de med halen og sender lugte over mod modstanderen. Ved hjælp af lugtene kan hannerne finde ud af, hvem der er stærkest.

Trusler

Som de fleste andre dyr på Madagaskar er lemurerne truet af, at mange af øens skove bliver fældet.