KOALA

Kræsent pungdyr

Hvad vejer den? Hunnen vejer seks til 11 kilo, hannen otte til 14 kilo.

Hvor lever den? I Eukalyptusskovene i det østlige Australien.

Hvor længe lever den? Op til 20 år.

Det lille pungdyr

Koalaen er et pungdyr, der lever i Australien. Pungdyr føder deres unger som andre pattedyr, og ikke nede i pungen, som nogen tror. Ungen bæres rundt i morens pung, hvor den er godt beskyttet. I modsætning til kænguruen vender koalaens pung nedad, så moren skal sørge for at holde den godt snøret til, så ungen ikke skvatter ud.

Koalaungen er kun to centimeter lang, når den bliver født. Samme størrelse som en humlebi. Den bliver i pungen, til den er et halvt år gammel, og der ikke længere er plads til den. Ungen flytter først hjemmefra, når den er to år, og moren får sin næste unge.

Kræsent dyr

Koalaen er et af verdens allermest kræsne dyr. Den spiser kun én eneste ting: blade fra eukalyptustræer. Det kan man godt lugte på den – koalaen lugter som et kæmpe eukalyptusbolsje. Eukalyptusbladene er fulde af plantegifte, som er livsfarlige for andre dyr, men koalaen har en hårdfør mave, der kan klare giften. Til gengæld giver plantegiften koalaen skrumpehjerne. Dens hjerne ligner nærmest to tørre valnødder, noget man ikke kender fra andre dyr.

Koalaen holder sig ofte til en lille klump eukalyptustræer det meste af livet – her finder den nok blade at spise. De voksne koalaer er normalt ikke særligt selskabelige og foretrækker at have deres træer for sig selv. Hannerne afmærker deres træer ved at smøre barken med deres duft. Det gør de ved at gnubbe barken med en kirtel, der sidder på deres bryst. Selv et år efter, at en hankoala er død, sidder hans duft stadig i hans træer, og det får andre hanner til at holde sig væk.

Trusler

Koalaen er meget truet af de mange skovbrande i Australien og lider også under, at dens eukalyptusskove fældes.