KLOVNFISK

Lever mellem dødens tentakler

Hvor lang er den? Otte til 16 centimeter.

Hvad æder den? Bittesmå krebsdyr, alger og orme.

Hvor længe lever den? Op til 12 år i et akvarium.

Den gemmer sig godt

Den lille, farvestrålende klovnfisk lever på koralrevene i Stillehavet og Det Indiske Ocean. Den er en dårlig svømmer og sårbar over for rovfisk, men den har fundet på en utrolig smart måde at overleve på: Den gemmer sig imellem tentaklerne af søanemoner.

Søanemonerne ligner måske planter, men er i virkeligheden dyr i familie med brandmænd. Som brandmænd er de glubske rovdyr, der kan skyde bittesmå missiler med gift ind i byttedyr. Så snart et byttedyr, for eksempel en fisk, rører en søanemones tentakler, affyrer den sin gift, så dyret lammes. Derefter æder søanemonen byttet. Men søanemonerne lader dog klovnfisken være i fred.

Betaler husleje

Til gengæld for at få lov til at bo i søanemonen betaler klovnfisken en slags husleje. Den sørger for føde til søanemonen ved at tiltrække andre fisk – enten nysgerrige fisk eller fisk, der er ude på at æde klovnfisken. Når de andre fisk svømmer ind til klovnfisken, rammes de af tentaklerne og bliver til søanemonemad. Klovnfisken æder også søanemonens madrester, så søanemonen holdes ren.

Han bliver til hun

Klovnfisk lever tit sammen i små grupper. I hver gruppe er der en han og en hun, der danner par og får unger. Hunnen er større end hannen. Når hunnen dør, sker der noget meget mærkeligt: Hannen skifter køn og bliver til en hun. Hunnen kan lægge 100 til 1.000 æg ad gangen. Æggene bliver lagt et mørkt sted tæt på søanemonen, så de er beskyttede. Hannen våger over æggene, og efter en uge til halvanden kommer de små unger til verden.

Trusler

Klovnfisken er truet af, at koralrevene mange steder ødelægges.