KLIMA

Du har sikkert hørt meget om klimaet – både derhjemme og i skolen. Måske taler du også med dine venner om det? I dag er især klimaforandringer noget, mange er bekymrede for. Men det er samtidig et meget stort og svært emne. Læs med her, og få et indblik i, hvad det handler om – og hvad du selv kan gøre.  

Når vi taler om ‘klimaet’, så dækker det ord over de naturlige betingelser, som dyr, natur og mennesker skal tilpasse sig. For eksempel er isbjørnen vant til at bo i et koldt klima, hvor der er sne og is, mens løven er bedre i det varme klima i Afrika.

Når klodens klima forandrer sig, har det naturligvis også stor indflydelse på det lokale klima på dyrenes levesteder. Og noget tyder på, at det går så stærkt, at dyrene har svært ved at nå at tilpasse sig.

HVORFOR FORANDRER KLIMAET SIG?

Klimaforandringerne sker på grund af ‘den globale opvarmning’. Global opvarmning betyder, at der bliver varmere på Jorden på globalt plan. Det er en enormt indviklet proces, men her er lidt om, hvordan det sker:

Højt oppe over Jordens overflade ligger et tykt lag af flere forskellige gasarter sig som en dyne rundt om Jorden. Dette lag kalder vi for atmosfæren. Atmosfæren er rigtigt god, fordi den sørger for at holde ilten inde, så vi kan trække vejret, og samtidig holder den mange af Solens skadelige stråler ude.

Men når vi for eksempel brænder kul og olie af, så tilføjer vi mange flere gasser til atmosfæren, end den har brug for, og derfor holder den på varmen – og temperaturen stiger.

Kort sagt: Klimaforandringer sker som en konsekvens af den globale opvarmning. Den måde, vi mennesker lever og forbruger på, er altså med til at øge den globale opvarmning. Når vi for eksempel brænder kul og olie af, så frigiver det en masse CO2. Og det er netop kul og olie, som vi i mange år har brugt til at skabe energi. Heldigvis vinder mere rene energikilder, såsom sol- og vindenergi, mere og mere frem.

HVAD GØR KLIMAFORANDRINGERNE?

Når temperaturen stiger, og kloden bliver varmere, kan sommeren blive både længere og varmere. En konkret konsekvens af klimaforandringerne ser vi på Grønland, hvor isen smelter på grund af de høje temperaturer. Isbjørnen bruger isen, når den skal fange fisk og sæler. Så når isen forsvinder, har den svært ved at finde føde. Derfor er der flere og flere isbjørne, som søger ind til byerne for at spise noget af menneskernes mad. Det er en farlig tendens, både for dyr og mennesker.

Når isen smelter, bliver det til vand. Når dette vand forsvinder ud i verdens oceaner, stiger vandstanden, hvilket kan føre til oversvømmelser i de kystnære byer. Når Jordens temperatur stiger, vil vi også se flere ekstreme vejrsituationer, såsom hedebølger, oversvømmelser og orkaner. Derfor er der mange gode grunde til at bremse klimaforandringerne.

HVEM SKAL GØRE NOGET?

Der er mange forskellige mennesker og organisationer, der skal arbejde sammen for at bremse klimaforandringerne.
Her er nogle af dem:

Politikerne
Politikerne er de folkevalgte beslutningstagere, der er ansvarlige for at lave regler og love. Det gælder også på klimaområdet. I 2015 skrev alle verdens ledere under på, at de globale temperaturstigninger skal holdes under to grader celsius. Den aftale bliver også kaldt Parisaftalen. Det er politikernes opgave at sørge for, at de forskellige lande lever op til den aftale.

Virksomheder
Virksomheder spiller også en stor rolle i at bremse klimaforandringerne. De skal blive bedre til at producere deres produkter på en bæredygtig, klimavenlig måde. Og de skal sørge for at lave bæredygtige produkter til os, der køber dem.

Personer
Der er mange ting, du og jeg kan gøre for at mindske vores CO2-aftryk på kloden. Vi kan for eksempel:

· Spise mere klimavenligt. Det kunne være at spise flere grøntsager og mindre kød. Vi kunne også spise flere fødevarer, der er produceret i Danmark, så det ikke er blevet transporteret langt med fly og lastbiler.

· Begrænse vores rejser med fly, da fly udleder virkelig megen CO2. Og så kan vi tage cyklen i skole – den udleder nul CO2.

Tag en snak med dine forældre om, hvad I som familie kunne gøre for at leve mere klimavenligt.
Du kan finde en masse gode råd på nettet.

WWF
WWF Verdensnaturfonden er en organisation, der kæmper for klodens vilde dyr og natur. Vi sørger for at presse politikerne til at holde, hvad de lover, vi hjælper virksomhederne med at blive endnu mere bæredygtige i fremtiden, og endelig samler vi også penge ind, som vi bruger på projekter ude i verden. Alt sammen for at vi kan redde så mange vilde dyr som muligt.