KAMELER

Hvad gemmer den i puklerne?

Hvad vejer den? 400 til 690 kilo.

Hvor lever den? Der findes to arter af kameler. Dromedaren er udbredt som tamdyr fra Nordafrika over Mellemøsten til Indien og Sydkina. Kamelen er tamdyr i Asien og lever kun vildt i Gobi-ørkenen på grænsen mellem Mongoliet og Kina.

Hvor længe lever den? Op til 50 år.

Har kamelen vand i puklerne?

Dromedaren har kun en pukkel, mens kamelen, der hedder Baktrisk kamel, er to-puklet. Mange tror, at de begge har vand i puklerne, men det passer ikke helt. De har nemlig fedt i puklerne. Og så er de så smart indrettet, at de kan lave fedt om til vand. Man kan sige, at de kan gå på slankekur i puklerne og på den måde slukke deres tørst. Hvis ikke det er alt for varmt, kan en kamel klare sig i flere måneder uden at få noget at drikke.

Når en kamel har tørstet i lang tid, bliver puklerne helt slatne, fordi den har tæret på fedtet. På grund af sine pukler er kamelen et af de dyr, der bedst overlever i den barske ørken.

Når dromedaren kommer til en oase eller et andet sted med vand, kan den til gengæld hurtigt tanke op igen. Den kan drikke op til 130 liter i én påfyldning – det er næsten tre gange så meget, som der kan være i en biltank. Den kan også tåle at drikke saltvand.

 

 

Ørkenfødder

Dromedarens fødder er enormt brede, og det er rigtig smart, når man lever i en ørken. Det forhindrer den nemlig i at synke ned i sandet. Derfor bevæger den sig meget bedre gennem sandørkenen end en hest. Fødderne er meget følsomme, og den hader at gå på sten eller skarpe klipper. Fødderne er også utroligt glatte, og når dromedaren går i mudder, er det som at se Bambi på isen.

Trusler

Vilde kameler er blevet næsten helt udryddet og overlever kun i et mindre område i Gobi-ørkenen på grænsen mellem Mongoliet og Kina. Man regner med, at der kun er omkring 1.000 vilde kameler tilbage. Men som tamdyr er både kamelen og dromedaren vidt udbredt.