GRIZZLYBJØRN

Skovens kæmpe

Hvad vejer den? 200 til 780 kilo.

Hvor lever den? I Alaska, Canada og det nordlige USA.

Hvor mange unger får den? Normalt to til tre per kuld.

Honningelsker

Den enorme grizzlybjørn kan blive op til tre meter høj, når den står på bagbenene, og veje mere end en ko. Den er så stærk, at den kan brække nakken på en elg med ét slag fra forpoten.

Bjørnen ser måske kluntet ud, men den kan løbe over 55 kilometer i timen, og det er hurtigere end man må køre bil i byen. I modsætning til løven kan den forfølge et byttedyr flere kilometer i træk uden at blive træt. Grizzlybjørnen jager hjorte, moskusokser, rensdyr og vildsvin.

Der kan dog gå lang tid mellem, at det store rovdyr går på jagt. Det meste af tiden lever bjørnen faktisk af planteføde som bær, græs, nødder, blomster og rødder. Den er også vild med honning og fisk.

Den sover hele vinteren

Ud på efteråret går grizzlybjørnen på fedekur. Den æder så meget, at den tager op til 180 kilo fedt på. Så finder den en hule og lægger sig til at sove vinteren over. Den kan sove i et halvt år eller mere. Hunnen får også sine unger i vinterhulen. Ungerne er bittesmå, når de bliver født. De vejer kun et halvt kilo og er på størrelse med hundehvalpe. Om foråret kommer moren frem fra hulen med ungerne. Hun er meget aggressiv, og hvis en han kommer for tæt på, angriber hun ham hidsigt, også selv om hannerne kan være dobbelt så store som hunnerne.

Trusler

Grizzlybjørnens eneste alvorlige fjende er mennesket. Mennesker jager nemlig bjørnen, og det har gjort den sjælden eller helt udryddet den i en del områder.