GIRAF

Den højeste på savannen

Hvor høj er den? En voksen hangiraf er fra fire meter og 70 centimeter til fem meter og 30 centimeter høj. I gennemsnit er hunnen en meter lavere end hannen.

Hvad vejer den? Hannen vejer mellem 800 og 1.930 kilo. Hunnen vejer ‘kun’ mellem 550 og 1.180 kilo.

Hvor lang er tungen? Cirka 45 centimer. Det er seks gange større end verdens længste mennesketunge.

En høj planteæder

Giraffen kan løbe med en fart på op til 55 kilometer i timen. Den går rundt næsten hele dagen og spiser planter, som den finder på savannen. Giraffen er planteæder og kan spise omkring 34 kilo blade og kviste om dagen. Den lange hals hjælper den til at kunne nå bladene på de høje træer, og dens lange tunge hjælper den med at nå blade uden at blive stukket.

Den drøvtygger

Giraffen er en drøvtygger, det vil sige, at når den spiser, tygger den maden, sluger den, og så ryger det hele op i munden igen. Så tygger den lidt mere, og til sidst sluger den det hele igen. Giraffer går rundt i grupper på op til 50 giraffer sammen. Det er, fordi de er flokdyr, men deres flokke er ikke faste, så nogle gange forlader en giraf flokken.

En hård start på livet – og så i børnehave!

Når giraffer føder, er ungen cirka to meter lang og vejer omkring 50 kilo. Giraffer føder stående, så deres unger begynder livet med et stort fald. Det må gøre ret ondt. Derfor bliver de født med benene først. Efter nogle timer kan girafungen gå. Så følger den efter moderen i 18 måneder. Ude i naturen bliver giraffer omkring 25 år gamle. Hunnerne kan efterlade deres unger i en slags ‘børnehave’. Det er for det meste en hungiraf, der holder øje med alle ungerne om dagen, mens de andre giraffer går ud og først kommer tilbage om aftenen.

Trusler

Girafbestanden er faldet betydeligt de seneste 30 år, fordi deres levesteder bliver ødelagt. Giraffen er derfor truet.