Elefant

Verdens største landdyr

Hvad vejer den?
3.000 til 7.500 kilo.

Hvor lever den?
På Afrikas savanne og i Asiens jungler.

Hvor længe lever den?
 Op til 60 år.

Savannens græsslåmaskine

Der findes to slags elefanter. Den asiatiske og den afrikanske. Men faktisk tyder ny forskning på, at den afrikanske elefant skal opdeles i to arter – nemlig afrikansk savanne-elefant og afrikansk skov-elefant. Så der er derfor nok tre arter i alt.

De afrikanske elefanter er de største. Elefanten har stødtænder, som er lavet af elfenben, og så fungerer dens store ører som aircondition, for når det bliver for varmt, vifter elefanten med ørerne, og så køler den faktisk sig selv ned. Elefanten lever af græs og blade, og så kan den drikke over 200 liter vand om dagen. Den kan spise helt op til 300 kilo mad om dagen.

Elefantens snabel er helt speciel. Ud over at kunne rumme flere liter vand, så bruger elefanten snablen til at snuse, føle, gribe og drikke med. Når elefanter snakker med hinanden, foregår det via duftstoffer, berøring med snablen og lyde.

Mor bestemmer

Elefanterne lever i grupper på mellem 10 og helt op til over 20 individer. Flokken er for det meste styret af en førerhun med sine unger samt et antal hunelefanter og deres unger. Hannerne forlader flokken, når de er blevet gamle nok til at parre sig, og de danner en slags ‘drenge’-flokke. Når hannerne kommer i brunst, nærmer de sig hun-flokkene for at parre sig, og her kæmper hannerne om, hvem der er den stærkeste, og vinderen får lov at parre sig med hunnerne. Hunelefanter er drægtige (gravide) i 22 måneder og føder en unge, som ved fødslen vejer cirka 100 kilo.

Trusler

Den afrikanske elefant betragtes som sårbar, og den asiatiske elefant er truet. De er truede på grund af deres stødtænder, som består af elfenben. Krybskytter slår desværre elefanterne ihjel for at få fat på stødtænderne. Smykker og ting lavet af elfenben bliver anset for at være et statussymbol i nogle dele af verden, og derfor vil rigtig mange gerne eje det.