fbpx

Tiger – den største kat i verden

Hvor meget vejer den? Hunnen 75-165 kg og hannen 100-306 kg.

Hvor længe er hunnen drægtig (gravid)?
3-3,5 måned.

Hvor mange unger får den
?
2-5 per kuld.

Hvor meget vejer ungerne, når de bliver født
?
0,8-1,6 kg.

Hvor længe lever den
?
Op til 26 år.

Tigeren

Stærkt rovdyr

Tigeren lever i Asien fra den svedende tropiske jungle til de sneklædte sibiriske nåleskove. Den sibiriske tiger er den største kat i verden: den kan veje over 300 kg.

Tigeren er et ufatteligt stærkt rovdyr. Den lever især af mellemstore byttedyr som hjorte, antiloper, vildsvin og tapir. Men den kan dræbe dyr, som vejer 4-5 gange mere end den selv såsom vandbøfler og vildokser på et tons og unger af næsehorn og elefant. Selv rovdyr som bjørne, leoparder og krokodiller kan være på tigerens spisekort. Den sibiriske tiger kan desuden opsnuse bjørne, der ligger i vinterhi, for at æde dem.

Tigeren har de længste hjørnetænder af alle kattene og har et effektivt dræberbid. Men det er langt fra altid, at den får fat på sit bytte. Fordi den er så muskuløs og tung, kan den ikke løbe hurtigt ret langt ad gangen, og faktisk er det kun omkring hver tiende gang en tiger jager, at den får bid. Når den endeligt får kløerne i et byttedyr, gælder det om at kunne spise meget, og det kan tigeren. Den kan æde, hvad der svarer til 150 bøffer i ét måltid!

Badekat

I modsætning til løven, der hader at blive våd, er tigeren glad for vand. Den tager tit bad for at køle sig ned, og den svømmer glimrende. Man har set en tiger svømme næsten 30 kilometer i træk.

Kæmpe territorier
Tigeren lever og jager alene og kan have et enormt territorium – nogle tigre har et leveområde, der er større end Fyn. I sin søgen efter byttedyr kan en tiger hver dag gå op til 60 kilometer – det svarer til at gå fra København til Roskilde og tilbage igen.

Hvordan kan man nemmest genkende en tiger?
På striberne. Striberne er som en stregkode eller et fingeraftryk og er forskellige fra tiger til tiger.

Trusler
Tigeren er meget truet. Tre ud af de oprindelige 8 racer af tiger blev helt udryddet i 1900-tallet. Den kinesiske tiger er der kun omkring 20-30 stykker tilbage af i naturen og den sibiriske tiger ca. 300-400. Tigere bliver jaget for deres skind, og fordi man bruger forskellige dele af dem til naturmedicin i Asien. Mange tigere bliver også dræbt, fordi de tager husdyr. Endeligt er det et stort problem, at tigerens leveområder forsvinder.

Tigeren