fbpx

Stinkdyret – puh, hvor den lugter…

Hvor meget vejer det? 1,5-5 kg.

Hvad æder det? Mest insekter såsom græshopper, biller og larver. Men også frugt, bær, fugleunger, fugleæg og mus.

Hvor mange unger får det? 2-10 per kuld.

Hvor store er ungerne ved fødslen? Ca. 35 gram.

Hvor gammel bliver det? Op til 5 år i naturen og 10 år i fangenskab.

stinkdyret

Forsvarer sig med stinkpistol

Nordamerikas stinkdyr er ikke større end en kat, men det kan klare sig imod selv en grizzlybjørn eller en ulv. Det forsvarer sig ved at oversprøjte fjender med en væske, der stinker af rådne æg. Stinkvæsken er så kraftig, at man kan lugte et stinkdyr på to kilometers afstand. Hvis et rovdyr får noget af væsken i øjnene, kan det blive blændet i et stykke tid, og får rovdyret noget af væsken i maven, kan det blive meget sygt.

Stinkdyret sprøjter med en kirtel, der sidder lige under halen, og som om kirtlen var en blomstersprayer, kan stinkdyret indstille, om der skal komme en støvsky eller en stråle ud. Det kan skyde op til seks meter.

Når et stinkdyr møder et rovdyr, stamper det først advarende i jorden. Hvis det ikke er nok, rejser det sig op på forbenene og peger halen i retning af rovdyret. De fleste rovdyr ved godt, at man skal have respekt for stinkdyret, og i de fleste tilfælde behøver stinkdyret slet ikke affyre sin stinkpistol.

Hunnerne sover i bunker om vinteren

Nogle stinkdyr lever i det nordlige Nordamerika, hvor vintrene er kolde og snefulde. Her kan stinkdyrene som bjørne gå i hi i en hule og lægge sig til at sove fem måneder i træk. Hunnerne lægger sig sammen i en stor bunke for bedre at kunne holde varmen – man har fundet op til 19 sovende hunner sammen. Hannerne sover aldrig sammen med andre hanner, men kan godt finde på, at blande sig med hunnerne.

Stinkende babyer
Allerede en uges tid efter fødslen udvikler de bittesmå stinkdyrunger stinkvæske. De første tre uger er de dog blinde og har nok svært ved at ramme.

Der findes fire slags stinkdyr i Nordamerika. Stinkdyret kaldes også for skunk.

Trusler
Stinkdyret er ikke truet som sådan, men tidligere har man betragtet det som et skadedyr, og mange er blevet slået ihjel med gift og fælder. Stinkdyret er også blevet jaget for sin pels.