fbpx

Lemuren – hunnen bestemmer & hannen stinker

Hvor meget vejer den? Op til 3,5 kg.

Hvor lever den? I de tørre skove i det sydlige Madagaskar.

Hvad æder den? Mest frugt, men også blade, blomster og bark.

Hvor længe er hunnen drægtig (gravid)? Omkring 4,5 måned.

Hvor mange unger får hunnen? Normalt 1 ad gangen.

Hvor længe lever den? Op til 19 år i naturen og 33 år i fangenskab.

Madagaskars halvaber

Lemurerne lever kun naturligt på Madagaskar, verdens fjerdestørste ø, der ligger 400 km øst for Afrika. Lemurer er primater og halvaber, hvilket vil sige, at de er de nærmeste slægtninge til de ægte aber. Der findes omkring 60 arter af lemurer. De mindste arter er ikke større end mus, mens den største, indrien, vejer op til 10 kg.

Kattalemuren
Den mest berømte af lemurerne er kattaen med sin stribede hale og sorte banditmaske. Normalt lever lemurer oppe i træerne og kommer kun sjældent ned, men kattaen færdes meget af tiden på jorden. Her kan man se store flokke komme gående med halerne i vejret som antenner.

Hunnerne bestemmer

Hos kattaen er det hunnerne, der bestemmer. Det er hunnerne, der får den bedste mad – hvis en han spiser noget godt, kan en hun finde på at gå over til ham og tage det ud af hænderne på ham. Hunnerne får også lov til at sidde de bedste steder – hvis en han sidder et godt sted, kan en hun finde på at smide ham væk. Det er hunnerne, der bestemmer, hvor gruppen skal gå hen, og hunnerne, der sørger for at forsvare flokken og slås mod fremmede kattaer.

Slås med stinkbomber
Hannerne er i det hele taget ikke meget for det der med at slås. Så når de skal afgøre, hvem der skal have lov til at parre sig med hunnerne, slås de med stinkbomber i stedet for at fare i flæsket på hinanden. På håndleddet har de nogle kirtler, der udskiller en kraftigt lugtende væske, og den smører de halen ind i. Når de slås, vifter de med halen og sender lugte over mod modstanderen. Ved hjælp af lugtene kan hannerne finde ud af, hvem der er stærkest.

Trusler
Som de fleste andre dyr på Madagaskar er lemurerne truet af, at mange af øens skove bliver fældet.