Hyæne

Savannens grinende ådselæder 

Hvad vejer den?
Op til 80 kilo.

Hvor lever den?
 
I Afrika, Asien og Mellemøsten.

Hvor længe lever den?
Cirka 20 år.

Er hyænen truet?
Nej.

Hunnerne bestemmer

Hyænen er faktisk et af de mest aggressive rovdyr syd for Sahara.

Der findes tre forskellige arter af hyæner – den plettede hyæne, den stribede hyæne og den brune hyæne, hvor den plettede er den største.

Hyæner minder lidt om store hunde. Hunnerne kan blive op til 90 centimeter i skulderhøjde og veje hele 80 kilo. Hyænerne er flokdyr, og her er det hunnerne, der bestemmer. En hyæneflok kan rumme helt op til 50 voksne dyr. Faktisk er den plettede hyæne et af de mest almindelige rovdyr i de uforstyrrede savanneområder i Afrika.

Den plettede hyæne er drægtig (gravid) i lidt over tre måneder, og hyæner føder normalt kun én til to unger ad gangen.

Den altædende dræber

Hyæner jager både enkeltvis og i grupper, men de æder også efterladte ådsler fra andre rovdyr. De er ligefrem kendte for at æde alt på deres byttedyr, og når de for eksempel har nedlagt en gazelle eller en zebra, er der ofte kun maveindholdet tilbage, når hyænerne er færdige med at spise. Selv knoglestykker på op til ni centimeter bliver slugt og fordøjet i løbet af få timer. Visse steder i Afrika lader man ligefrem hyæner æde affald fra byerne, og hyæner udfylder en vigtig plads i naturen ved at æde de rester af byttedyr, der levnes af løverne.