fbpx

Verdens største og mest ufarlige haj

Selv om hvalhajen har et kæmpegab, spiser hvalhajen heldigvis ikke mennesker
– kun små krebsdyr.

 

Mærkning: WWF mærker hvalhajerne med et satellit-tag for at lære mere om deres adfærd og levemønstre.
Et sattellit-tag er et tag, der skydes ind under skindet på dem  –  det gør ikke ondt på hajen.
Således kan WWF overvåge dem via satellitter og med fotoidentifikation.

 

Hvor lever den? I de varme, tropiske have, blandt andet ud for Australien, Thailand, Filippinerne og Mexico samt i det Røde Hav.

Kæmpe hajen

Hvalhajen er verdens allerstørste haj. Den bliver normalt op til 12 meter lang, lige så lang som en HT-bus, og den kan veje over 30 tons, lige så meget som 6 elefanter tilsammen. Men rekorden for en hvalhaj er hele 20 meter – det er mere end de fleste hvaler.

Den plettede kæmpehaj har omkring 3000 tænder og et kolossalt gab, så den sagtens ville kunne have op til flere mennesker i munden på én gang. Men hvalhajen er ganske ufarlig for os mennesker, for dens tænder er meget små og dens spiserør er så snævert, at hvis den får et større dyr i munden, bliver den nødt til at spytte det ud igen. Hvalhajen spiser slet ikke store byttedyr som mange andre hajer, men hvad lever den så af?

Kæmpeæg
Hvalhaj-hunnen laver verdens største æg. De kan være 30 cm lange – dobbelt så lange som et strudseæg. Mange hajer lægger deres æg i vandet, men hvalhaj-moren beholder sine æg inde i sig. Hun kan have 300 æg indeni sig på én gang. Når ungerne kommer ud af æggene inde i moren, er de omkring 65 cm lange. De kan blive inde i moren et stykke tid, inden de fødes rigtigt og svømmer ud i havet på egen hånd.

Forstørrelsesglas som gaffel?

Hvalhajen lever af bittesmå rejelignende krebsdyr, småfisk og blæksprutter – de fleste af de dyr, den spiser, er faktisk så små, at man skal bruge et forstørrelsesglas for at se dem. For at få fat på dem må hvalhajen bruge en taktik, der er helt anderledes end sædvanlig haj-jagt. Den svømmer rundt med åbent gab og gylper op til halvanden million liter vand indenbords i timen. Vandet presses ud igen igennem hvalhajens gæller bagest i munden, og mellem gællerne sidder der nogle filtre. De fanger byttedyrene på samme måde, som en si ’fanger’ risene, når man har kogt ris og hælder vandet fra.

Nogle gange, når hvalhajen æder, lægger den sig lodret i vandet og stikker hovedet ud af havet, så dens mund tømmes helt for vand. Når den synker ned i havet igen, suges store mængder vand hurtigt ind i gabet (ligesom hvis du stikker en tom krukke ned i et badekar), og alle smådyr rundt om hvalhajen skylles med ned i afløbet.

Hvor gammel bliver hvalhajen?
Man ved det ikke præcist, men den bliver først voksen, når den er omkring 30 år, så derfor tror man, at den kan blive over 100 år gammel, måske helt op til 150 år.

Trusler:
Hvalhajen er truet af fiskeri, specielt fordi dens finner bliver brugt til hajsuppe i Kina.

Psst: Vidste du forresten, at hannen har 2 tissemænd!?