Tropiske regnskove er skove med meget høje temperaturer og høj fugtighed, hvilket gør, at det tit regner inde i skoven. Det er derfor, man kalder dem for regnskove. Regnskovene findes omkring ækvator, som er linjen midt imellem nord- og sydpolerne.
Der findes regnskove i Sydamerika, Afrika, Asien og Australien. Den største regnskov er Amazonas, som ligger i 8 forskellige lande, bl.a. Brasilien, Ecuador, Peru og Venezuela i Sydamerika. Amazonas fylder et areal på 6,7 millioner kvadratkilometer, det er 155 gange større end Danmark.
På dette kort kan du se de områder hvor der findes regnskov. De grønne områder er de steder med regnskov.
Natur, dyr og mennesker i regnskoven
I alle verdens regnskove, bor der flere tusinde plante- og dyrearter, og der kommer nye til hvert år. På Borneo, som er en ø i det sydøstlige Asien, fandt man 126 nye plante- og dyrearter på bare 3 år. Mange af dyrene i regnskoven er altså ret sjældne og ret underlige. Fx fandt man en frø uden lunger og en snegl som skyder med kærlighedspile.
Regnskovene indeholder en høj grad af biodiversitet. Biodiversitet betyder, at der i et område er mange forskellige dyr og planter.
Regnskoven er altså hjem for mange dyr og planter. De mest kendte dyr er nok tigeren i Asien, bjerggorillaen i Afrika, men mange andre dyr lever også i regnskoven, fx aber, slanger, frøer, papegøjer, krokodiller og sommerfugle.
Men regnskoven er også hjem for mennesker. Dybt inde i regnskoven bor der rigtigt mange stammefolk som lever af naturen. De ved bedre end nogen andre hvordan man skal opføre sig i naturen. Men der bor også folk rundt om regnskoven, som også bruger og lever af regnskoven.
For mennesker, er regnskoven en skattekiste med mad. Pga. de mange dyr og planter kan mennesker altid gå et smut i skoven og finde mad.
KLIK her for at læse om problemerne i regnskoven