Du har sikkert allerede hørt om klimaforandringer, og du ved sikkert også, at det er farligt. Men hvad betyder det hele egentligt, og hvad kan vi gøre ved det? Få nogle af svarene her.
”Klimaet” er de naturlige betingelser, som dyr og natur skal tilpasse sig. Det handler om for eksempel temperaturer og nedbør. Klimaet er med andre ord med til at skabe omgivelserne, som dyr og mennesker lever i. Men klimaet forandrer sig, og det betyder, at det område man bor i kan forandre sig. Det kalder man for klimaforandringer.
Klimaforandringerne har altid været der, og de vil altid blive ved med at være der. De sker heldigvis ret langsomt, så både mennesker og dyr kan nå at tilpasse sig. Men meget tyder på, at klimaet begynder at forandre sig hurtigere, end vi kan følge med og tilpasse os.
Den globale opvarmning?
Klimaforandringerne sker på grund af ”den globale opvarmning”. Global opvarmning betyder, at der bliver varmere på jorden (globalt). Det er en enormt indviklet proces, men her er lidt om, hvordan det sker:
Rundt om jorden er der et tykt lag af gas. Dette lag kalder vi for atmosfæren. Atmosfæren er rigtig god, fordi den sørger nemlig for at holde ilt inde, så vi kan trække vejret. Atmosfæren blokerer samtidig for mange af solens skadelige stråler. På grund af forurening er vi i gang med at ødelægge atmosfæren med CO2. CO2 er en gasart, som du garanteret har hørt om, og den findes rigtig mange steder. CO2 er den røg, som kommer ud af bilen, når den kører. Eller den røg som kommer fra fabrikker, der fyrer med kul. Det er også i den luft, som du ånder ud og i de prutter, som køerne på marken slår.
Når atmosfæren ødelægges af CO2, så kan flere af solens varme stråler komme ind til jordens overflade, og så bliver jorden varmere. Når jorden bliver varmere, så kan klimaet ændre sig. For eksempel vil sommeren vare længere og være varmere på Grønland, og så smelter isen hurtigere. Den is som smelter forsvinder ud i verdens oceaner, og så begynder vandstanden at stige. Det ekstra kolde vand fra nordpolen, som smelter, har også en konsekvens for vind og vejr, som begynder at ændre sig.
Læs om nogle af konsekvenserne her.