Den tasmanske djævel lever på øen Tasmanien syd for Australien. Den ligner en lille, kortbenet og tætbygget hund, men den er i virkeligheden et pungdyr i familie med koalaen og kænguruen.
Den tasmanske djævel har fået sit navn, fordi den er en usædvanlig hidsigprop, der larmer helt utroligt, når den skændes med andre djævle om maden. Djævlen lever først og fremmest af ådsler (døde dyr), og den kan lugte et ådsel på mange kilometers afstand. Derfor kan mange djævle samles om et ådsel, for eksempel et dødt får eller en død kænguru, og så skriger, hvæser og sprutter de af hinanden, så det lyder som et meget større dyr.
I naturen sover tasmanske djævle i deres hule om dagen, men kommer frem om natten.
Den lille djævel har et stort hoved og kraftige kæber, og dens bid er næsten lige så hårdt som en leopards. Den skærer sig igennem skind og knogler og æder stort set alt på et byttedyr. I ét måltid kan den æde næsten halvdelen af sin egen vægt. Det ville svare til, at en mand skulle æde en hel gris i én portion.
Den tasmanske djævel lever ikke kun af ådsler. Den går også selv på jagt. Med sine korte ben kan den løbe overraskende hurtigt, og den kan nedlægge byttedyr, der er dobbelt så store som den selv som for eksempel små kænguruer.
Unger på størrelse med ærter
Ungerne af den tasmanske djævel er bittesmå - de er fem gange mindre end en museunge og vejer ikke meget mere end en ært. Til gengæld føder hunnen enormt mange unger på én gang: 20-30. Men det er kun de unger, der når først op i morens pung, som overlever. Moren har nemlig kun fire patter i pungen. Resten af ungerne spiser moren igen. Efter ca. 100 dage kommer de fire unger ud af pungen, og nu ligner de små hundehvalpe.
Pungen af den tasmanske djævel vender bagud, og det er smart, for den bor i huller. Hvis åbningen vendte fremad, ville hunnen få pungen fuld af jord, når hun graver.
Hvornår får den tasmanske djævel røde ører?
Når den bliver sur, bliver dens ører ildrøde, og den kan udskille en lugt, der hørmer næsten lige så slemt som et stinkdyr.
Trusler
Tasmanske djævle havde tidligere ry for at slå husdyr ihjel (hvilket de ikke gør), og derfor forgiftede og fangede man så mange, at de i første halvdel af 1900-tallet næsten blev helt udryddet. Så blev de fredet, og der kom igen mange. Men i 1996 udbrød der en frygtelig sygdom blandt djævlene, som giver dem store svulster i hovedet og slår mange af dem ihjel.