Panda - kræsen kineser
Den sjældne panda lever i skovene i Kinas bjerge. Den er i familie med bjørnene, og normalt er bjørne rovdyr, der går på jagt og æder kød. Men pandaen er en meget usædvanlig bjørn. Den er et af de allermest kræsne dyr i verden, den gider nemlig kun æde én eneste ting: bambus.
Pandaen bruger det meste af dagen på at sidde på sin bagende og stoppe sig med bambusblade. Den æder op til 40 kg bambus om dagen – det svarer i vægt til at æde 250 æbler på en dag.
Går ikke i hi
Man ved ikke, hvorfor pandaen har sit sort-hvide mønster. Men den tykke, bløde pels er en god vinterfrakke. I modsætning til visse andre bjørne, går pandaen ikke i hi, men er fremme hele vinteren. Selv når skoven er dækket af sne, og der er ti graders frost, kan den holde varmen.

1. Mor med sin lille unge.
2. Pandaen sidder dagen lang på sin bagende og propper sig med bambusblade!
Lyserøde pandaunger
Hunnen får unger om efteråret. Når hun skal føde, laver hun en rede i en klippehule eller et hult træ. Ungerne er lyserøde og bittesmå ved fødslen – ikke større end kattekillinger – og de åbner først øjnene efter to måneder. Hunnen får ofte tvillinger, men normalt er det kun den ene, der overlever. Moren bruger megen tid på at lege og tumle med sin unge. Ungen bliver med moren, til den er to år gammel. Som voksen har pandaen ingen alvorlige naturlige fjender. Den er stærkere og hurtigere, end man måske skulle tro, og man har set den jage af sted med andre bjørne.
Hvorfor har pandaen en ekstra finger?
Pandaen har en sjette finger, som man kalder for en ’panda-tommeltot’. Pandaen bruger den til at holde fast i bambussen, når den skræller bladene af.
Trusler
Fordi pandaen er så kræsen, kan den kun overleve, hvor der er bambusskov. Mange steder i Kina er bambusskoven blevet fældet. Pandaen er også blevet jaget for sin pels. I dag overlever der kun omkring 3.000 pandaer i naturen.