Krokodille - forhistoriske dræbere


Krokodillerne har levet i 240 millioner år, og de opstod lang tid inden dinosaurerne. I dag findes der 14 slags krokodiller. Den største er saltvandskrokodillen i Australien, der kan blive op til 7 meter lang og veje over et tons. Dernæst kommer nilkrokodillen i Afrika, der kan blive 6 meter lang og tage byttedyr så store som kafferbøfler, zebraer, gnuer, løver og flodhesteunger. 

Krokodillerne har 64-68 sylespidse tænder. Hvis en krokodille taber en tand, vokser der straks en anden frem. På et helt liv kan den have over 1000 tænder. Tænderne er beregnet på at holde fast på et byttedyr, men krokodillen kan ikke tygge eller klippe kød over. For at få bidder af et byttedyr bruger den i stedet sit ’dødsrul’: den griber fat i byttedyret og snurrer rundt om sig selv, indtil en luns ryger af.

© WWF / Fritz PÖLKING   © WWF-Canon / Jürgen FREUND
1. En kæmpe nilkrokodille med en gazelle i munden. Gazellen bliver slugt i én bid!
2. En baby saltvandskrokodille.

Krokodillebabyer i mors gab
Når en krokodillemor skal lægge æg, laver hun en rede. Nilkrokodillen graver et dybt hul i sandet, mens saltvandskrokodillen laver en stor kompostbunke af blade og grene. Krokodiller lægger omkring 50 æg ad gangen. Når ungerne er parate til at komme ud af æggene, kalder de på deres mor med skingre pip. Så graver moren æggene frem. Æggeskallen er læderagtig og sej, og det kan være svært for de små babyer at slippe ud. Derfor tager moren meget forsigtigt æggene i gabet og knuser skallen mellem tungen og ganen. Derefter tager hun ungerne i munden og bærer dem ned til vandet.  

Ungerne bliver født med små nålespidse tænder og kan jage med det samme. Som små lever de af smådyr som insekter, fisk og frøer.

Hvorfor græder krokodillen?
Krokodiller udskiller tårer, men de gør det ikke fordi, de er kede af det. Tårerne er rensevæske, som bruges til at vaske og smøre øjnene med. Krokodiller har et ekstra, gennemsigtigt øjenlåg, der glider hen foran øjet som en vinduesvisker. Det gennemsigtige øjenlåg lukkes også for øjnene, når krokodillen dykker.

Hvor gammel kan en krokodille blive?
Nilkrokodillen kan blive 100 år gammel.

Trusler
Krokodiller er blevet jaget for deres skind, der blandt andet bruges til at lave dametasker, sko, punge og bælter af. Derfor er krokodillerne næsten udryddet mange steder.

Saltvandskrokodillen

Hvor lever den? Fra Australien til Indien, især i floder og mangrover tæt på kysten.

Hvad spiser den? Pattedyr, krybdyr, fugle og fisk, blandt andet kænguruer, tigre og vandbøfler.

Hvor store er ungerne, når de kommer ud af ægget
? Omkring 30 cm lange.

© Martin Harvey / WWF-Canon