Tigere spiser selvfølgeligt ikke cookies, men vi er ret sikre på, at det kun er fordi de ikke har smagt dem her. Når du skal lave dem, er det en god ide, at få hjælp fra din mor eller far, men du kan sikkert få lov til, at tage hele æren for dem når du serverer dem i skolen eller for familien.
Når du laver dem, skal du selvfølgeligt bruge økologiske råvarer og helst ”Fair-Trade” mærkede! Det betyder nemlig, at råvarerne er lavet uden, at skade naturen og at landmanden har fået en fair pris for dem.
Det skal du bruge:
- 200 g smør
- 175 g rørsukker
- 1 stk vaniljestang
- 200 g fint blendede mandler
- 225 g hvedemel
- 5 spsk appelsinsaft
- 2 spsk fint revet appelsinskal (Denne SKAL være økologisk, for ellers er der sprøjtegift på frugten!)
- 2 stk hele æg
Evt. glasur
Sådan gør du:
Først smelter du smørret på svag varme, når det er gjort skal du vente til at smøret er koldt igen.
Imens du venter på at smørret smelter og bliver koldt skal du have ”marven” ud af vaniljestangen. Det gør du ved, at skære stangen over på langs og derefter skrabe alle de små vaniljekorn ud af stangen.
Når du har gjort det, skal du blande smørret, sukkeret og vaniljemarven grundigt sammen.
Så blander du hvedemelet og mandlerne i langsomt. Det er vigtigt, at du kun hælder lidt at melet i af gangen.
Når alt melet og mandlerne er blandet i, skal æg, appelsinsaft og appelsinskal røres i dejen.
Du har nu blandet hele dejen! Stil den i køleskabet i en time.
Du skal nu forme dejen til cookies og lægge dem på en smurt bageplade. Du former dem til cookies ved først at gøre det til små runde boller, og derefter presse ned med på fingre.
Få din mor eller far til, at stille ovnen til 180 grader.
De skal bages i 13-15 minutter.
Hvis du ønsker glasur på dine cookies, skal du vente til de er helt kolde (ca. en halv time) med at putte glasuren på.
NU har du lavet fantastiske TIGER-COOKIES!
Nyd dem.